Bygningshistorie for Jernbanegade 37 (tidligere Sct. Jørgensgade 21, indtil 1930) hvor Andreas Duus
fra 1952-1955 og Stikoni fra 1956-2008 havde radioforretning.
Hvornår den første bygning er opført på Sct. Jørgensgade 21 vides ikke. Men Sct. Jørgensgade ligger i en af de ældste
bydele (4. kvarter) af Sønderborg. Man ved at en af de ældste huse i Sønderborg i samme kvarter - Kirkegade 8 - er opført
i 1643. Fra folketællingerne ses hvem og hvilke erhverv der har været tilknyttet bygningen. Fra 1900 tallet ses ud fra
fotografier og byggetegninger, hvordan bygningen har set ud.
1666
I november 1666 brændte St. Jørgensgade. Erik Pontoppidan skrev i »Theatrum daniae« side 242: »Den 27. November, paa hvilken
Dag man holdt Bod- og Bede-dag, blev ved en ulykkelig Ildebrand en hel Gade i denne By lagt i Aske og en Mængde
Indbyggere blev derved sat i stor Armod«. Derfra benævnelsen »e bræ’nd Ga’« (brændte gade).
1803
Fra folketællingen 13. februar 1803 ses, at Sct. Jørgensgade 21 er beboet af trædrejer Hans Schwartz's familie
med flere, ialt 6 personer.
1835
Fra folketællingen 1. februar 1835 ses, at Sct. Jørgensgade 21 er beboet af skibskaptajn Christian Ahlmann's familie
med flere, ialt 5 personer.
1840
Fra folketællingen 1. februar 1840 ses, at Sct. Jørgensgade 21 er beboet af skibskaptajn Christian Ahlmann's familie
med flere, ialt 5 personer.
1845
Fra folketællingen 1. februar 1845 ses, at Sct. Jørgensgade 21 er beboet af enken (Anne Maria Nielsen) efter
skibskaptajn Christian Ahlmann. Desuden beboet af skibskaptajn Nicolay Hansen, gift med Maria Ahlmann
(datter af skibskaptajn Christian Ahlmann) og deres søn, samt en tjenestepige, ialt 5 personer.
1855
Fra folketællingen 1. februar 1855 ses, at Sct. Jørgensgade 21 er beboet af en Petersen Biers med flere, ialt 5 personer.
1860
Fra folketællingen 1. februar 1860 ses, at Sct. Jørgensgade 21 er registreret som ubeboet, måske en brandtomt,
da gaden på dette tidspunkt kaldes "Brændte gade".
1908
Tegninger fra Teknisk Forvaltning i Sønderborg Kommune viser at der lå en ejendom på ca. 7 x 10 meter på Sct. Jørgensgade 21
(det nuværende hjørne af Sct. Jørgensgade og Jernbanegade). Tegningen stammer fra 1908, og viser Sonderburger Elektrizitetswärk
A.G.’s godkendelse af en elinstallation på 8 lampesteder for Herrn Möller, udført af Heinr. Holtz Elektrotechnisches
Installations Geschäft, Sonderburg. Ejendommen er bygget med gavl ud mod Sct. Jørgensgade.
1908-1920
På et tidspunkt mellem 1908 og 1920 er bygningen ændret (vurderet ud fra at tegningen er på tysk, altså inden genforeningen i 1920).
Det er nu en to etages bygning på ca. 7 x 10 meter, og gavlen er vinklet 10 grader, så den er parallel med Sct. Jørgensgade.
1921
Fra folketællingen 1. februar 1921 ses, at Sct. Jørgensgade 21 ejes og er beboet af købmand Johannes Møller og familie, ialt 3 personer.
1925
Fra folketællingen 5. november 1925 ses, at Sct. Jørgensgade 21 ejes og er beboet af enken (Anna Marie Gertrude Møller)
og familie efter købmand Johannes Møller. Enken er benævnt som grosserer, og sønnen som forretningsfører.
Desuden bor en medhjælper, en husassistent og en datter i huset, ialt 5 personer.
1929
Købmand Matzen som ejer bygningen, får den 1. februar 1929 lavet en tegning på en ombygning af ejendommen. Der er planlagt
to butikslokaler i stueetagen, og lejlighed på 1. sal. I den første halvdel (på hjørnet) en butik til købmand Matzens,
og i den anden halvdel en butik til udlejning (der hvor Andreas Duus senere indretter sin radioforretning). På grund af
Jernbanegadens forlængelse fra Perlegade og ned til den nye Christian den X’s bro, og etablering af jernbanespor, bliver
den sidste halvdel af bygningen, ud mod Jernbanegade, vinklet 45 grader, så butikslokale og lejligheden på 1. sal,
får den trekantede facon. Der laves løbende tegningsændringer (21. maj og 28. maj), og revideret tegning godkendes af
Bygningsinspektøren den 16. juli 1929. Bygningen er nu ca. 10 x 16 meter.
1930
Fra Folketællingen 5. november 1930 ses, at Sct. Jørgensgade 23, 25, 27 og 20, 22 ikke er med. Disse huse er nedrevet i
1928-29 for at skabe plads til forlængelsen af Jernbanegade. Desuden ses at Sct. Jørgensgade 21 nu har ændret adresse
til Jernbanegade 37, og beboes af købmand Christian Matzens familie. Sønnen Mathias bor i lejligheden på 1. sal.

1940
Fra folketællingen 5. november 1940 ses, at Jernbanegade 37 er beboet af købmand og biografejer (Kino-Palæet) Christian
Matzen og familie. Sønnen Mathias og familie bor nu på Kastanie Alle 9, på 1. sal over biografen. Gamle avis annoncer
fra Kino-Palæet, viser at billetsalget foregik fra Jernbanegade 37.
1952
Ruth og Andreas Duus køber ejendommen i 1952 og indretter radioforretning og kontor i stueetagen, og radioværksted på
1. salen over butikslokalet. Familien Duus flytter selv ind i lejligheden på 1. sal.
På billedet ses at købmand og skotøjshandler Peter Kamper nu har købmandsbutikken på hjørnet.
1956
Efter Andreas Duus død i efteråret 1955, overtager Stig Kofoed Nielsen (Stikoni) radioforretningen i foråret 1956,
og flytter ind i lejligheden på 2. sal. Fru Duus bliver boende i lejligheden på 1. sal.
1974
På et foto fra 8. august 1974 ses, at købmand Laurits Friis nu har købmandsbutikken på hjørnet.
2008
I maj 2008 bliver Stikoni syg, og lukker midlertidigt radioforretningen. Stikoni dør dog kort tid efter i juli 2008.
Forretningen lukkes, tømmes og ombygges, hvorefter der indrettes en blomsterbutik i 2009.
2010
Efter Stikoni’s død i juli 2008, overtager den nystiftede forening Sønderjyllands Radiomuseum alt inventaret fra butik,
kontor og værksted. Foreningen får tilbudt nogle lokaler af EUC Syd i den gamle Sønderborg Håndværkerskole’s hovedbygning
på Søndre Landevej 28. Her genopbygges Stikoni’s radioforretning, kontor og værksted i fuld skala, som den var indrettet
i butikken på Jernbanegade 37. Museet blev indviet 2. oktober 2010.
2019
Ejendommen på Jernbanegade 37 står der stadigvæk, nu med solcenter og frisør i butikslokalerne.
Preben Denker
september 2019 (revideret juli 2025)
|